Stor NATO-øvelse i danske farvande
6.500 marinesoldater om bord på 40 krigsskibe fra 12 lande deltager i de kommende to uger i en stor NATO-øvelse i de danske farvande. De mange krigsskibe tæller blandt andet et hangarskib, fregatter, minerydningsfartøjer og fire ubåde.
Desuden deltager 30 fly i øvelsen Brilliant Mariner der varer fra den 12. til den 22. april. Formålet med øvelsen er at træne det høje beredskab for NATOs maritime reaktionsstyrker.
Fra Danmark deltager ABSALON, som i hele 2010 er kommandoskib for chefen for NATO's flådestyrke SNMG1. Desuden deltager ESBERN SNARE, der er søsterskib til ABSALON, foruden missilfartøjerne GLENTEN og VIBEN, samt minerydningsfartøjerne HAVKATTEN og MAKRELEN.
NATO's Maritime hovedkvarter i Northwood, London, har den overordnede koordination af øvelsen, mens chefen for de franske maritime styrker leder øvelsen til søs.
Det er meget lang tid siden at så store franske flådestyrker har deltaget i en NATO-øvelse.
Kilde: SOK