Svendborg Motorværksted får nye ejere
Svendborg Motorværksted er blevet overtaget af en meget erfaren trio, der har store planer for virksomheden. Målet er at vækste fra de nuværende 40 medarbejdere til 300 mand i løbet af kun tre år. Det skriver Fyns Amts Avis.
Samtidig med at virksomheden får nye ejere, skifter den navn til MI Services.
Den nye ejerkreds består af Kenneth Elholm Kej, der indtil nu har været servicechef i SH Group; Flemming Slumstrup der kommer fra Callenberg og René Jensen, der tidligere har været afdelingsleder hos Kemp & Lauritzen.
Den hidtidige ejer Ejvind Erhardt Jensen fortsætter indtil videre i virksomheden for at sikre en glidende overgang.
MI Services vil fremover bringe alle kompetencer i spil, ved bl.a. at levere turnkey løsninger og turnkey service.
Ud over faciliteterne i Svendborg råder selskabet over en serviceafdeling på Lindø Terminalen i Munkebo.
-mauh