Tankskib forsvundet sporløst ud for Oman
Den 106.000 DWT store råolietanker Winsome, og skibets 30 mand store besætning, har i mere end en måned været sporløst forsvundet. Tankskibet forlod den 5. juli Sohar i Oman med kurs mod Kina, men slukkede kort efter sin AIS-sender. Ingen har set eller hørt fra skibet siden.
Winsome er indregistreret i Guyana, og ejet af Lynx Marine, der kun har dette ene skib. Frem til januar 2020 var det ejet af Zodiac Maritime, der er kontrolleret af den israelske shippingmogul Eyal Ofer.
På baggrund af skibets sidst kendte position, og det tidligere ejerforhold, er der formodninger om, at skibet kan være kidnappet eller tilbageholdt af iranske styrker. Nogle mener at vide at skibet ligger for anker ud for Bandar Abbas, men dette er ikke bekræftet.
Opkald til skibet og dets ejer bliver ikke besvaret.
Ifølge Tradewinds har tankskibets last af råolie en værdi af 30 millioner dollar, og lastens ejer er sammen med forsikringsselskabet i gang med at opspore last, skib og besætning.
Der er en række eksempler på at skibe i farvandet er forsøgt kapret eller opbragt af iranske styrker. Senest tankskibet Asphalt Princess, der uden held blev forsøgt kapret i Oman Bugten i sidste uge.
Redaktionen