Tankskib kolliderer med platform i Nordsøen
Det tyske tankskib Elsa Essberger kolliderede nytårsnat med en ubemandet offshore platform, 20 sømil ud for Den Helder. Der skete stor materiel skade på tankskibet, men ingen besætningsmedlemmer kom til skade og der er ingen melding om udslip fra hverken skib eller platform.
Elsa Essberger, der sejler under portugisisk flag, var fuldt lastet undervejs fra Antwerpen til Malmø da den af endnu ukendte årsager kolliderede med den ubemandede platform Unocal Q1, der blev taget ud af drift i marts sidste år som følge af den lave oliepris.
To af platformens fire stålben blev beskadiget ved kollisionen, mens tankskibet fik omfattende skader i stævnen og på den forreste del af skibet, hvor skrog og dæk er revet op flere steder. Der er dog ikke sket skader på skibets tanke.
Tankskibet blev ved kollisionen kortvarigt kilet fast under platformen, men var i stand til at frigøre sig ved egen kraft. Efter instruktion fra de hollandske myndigheder ankrede Elsa Essberger efterfølgende op tæt på platformen, indtil et skib chartret af den hollandske kystvagt nåede frem til positionen.
Elsa Essberger er tirsdag morgen på vej til Rotterdam, hvor der vil blive gennemført yderligere undersøgelser.
Redaktionen