Tidligere Maersk-direktør bliver ny topchef i Terma
Danmarks største virksomhed inden for forsvarsindustrien har valgt Henriette Hallberg Thygesen, der forlod Maersk i januar, til ny CEO med tiltrædelse den 19. august. Hun afløser Jes Munk Hansen, der forlader virksomheden for at blive ny CEO i Rockwool.
Henriette Thygesen har en lang karriere bag sig i A.P. Møller - Maersk, hvor hun senest havde titel af Chief Customer Delivery Officer og medlem af topledelsen. Der ud over er hun bestyrelsesmedlem i ISS, Vestas og SAS.
Det er således en særdeles stærk profil, der nu skal tegne Terma, der er Danmarks største virksomhed inden for forsvarsindustrien. Virksomheden producerer teknologi til fly- og våbenindustrien, herunder dele til F-35 kampflyet, som Danmark har købt 27 af.
“Med Henriette ved roret får Terma en stærk leder, der er vant til at drive en global virksomhed. Derfor er hun også den rigtige til at stå i spidsen for den nye strategy, som Terma præsenterede i forbindelse med vores årsrapport, hvor planen er at fordoble vores omsætning over de næste tre år,” siger Carsten Dilling, der er formand for Terma´s bestyrelse.
"Terma er en vigtig virksomhed for Danmark, og derfor har vi været igennem en meget grundig proces med en række stærke kandidater for at finde den rette person til at føre Terma videre – og den person fandt vi i Henriette,” tilføjer formanden i pressemeddelelsen om udnævnelsen.
Ifølge den nye CEO har Terma et vigtigt ansvar, som hun ser frem til at stå i spidsen for.
“Som landets største virksomhed inden for forsvarsindustrien har Terma et betydeligt ansvar for at levere løsninger og skabe teknologi for Danmark og ikke mindst for vores internationale partnere. For at kunne klare den udfordring tager Terma ud på en transformativ vækstrejse. Det er jeg meget begejstret for at være en del af,” siger Henriette Thygesen.
-emte