To dræbt ved kollision i Kielerkanalen
To blev dræbt og to kvæstet - heraf den ene alvorligt - da et engelsk containerskib og et russisk fragtskib torsdag morgen kolliderede i Kielerkanalen i tæt tåge. Ulykken betød, at kanalen var lukket for trafik frem til midt på eftermiddagen.
Sigtbarheden var helt nede på 20 meter, da de to skibe - det engelsk flagede containerskib OOCL Finland og det russiske fragtskib Tyumen-2 - af endnu ukendte årsager, kolliderede i kanalen.
Stævnen af det betydelig større containerskib ramte broen på det russiske fragtskib med så stor kraft, at broen blev fuldstændig ødelagt. To mænd der befandt sig på broen, en lods og en rorgænger, blev dræbt på stedet, mens kaptajnen på det russiske skib blev hårdt kvæstet, og endnu et besætningsmedlem kom lettere til skade.
Ude af stand til at manøvrere, fortsatte det russiske skib indtil det løb på grund i den nordlige side af kanalen.
Ingen om bord på det engelsk flagede skib kom til skade ved kollisionen, og containerskibet slap også fra ulykken med mindre skader.
Skibstrafikken på Kielerkanalen blev straks indstillet, men den tætte tåge betød, at der skete endnu to mindre ulykker som følge af den første, da skibe kom for tæt på hinanden, efter at de havde fået ordre om at stoppe op.
Det 3.148 DWT store russiske fragtskib Tyumen-2 var, med sin 13-mand store besætning, på vej gennem kanalen i vestlig retning. Det 116 meter lange fragtskib kom fra Riga og havde kurs mod Hull.
Det 11.200 DWT store og fem år gamle containerskib OOCL Finland kom fra Hamburg og sejlede østover mod Gdynia, da ulykken indtraf.
Efter ulykken fortsatte containerskibet til Rendsborg, hvor tyske myndigheder gik om bord for at afhøre besætningen og besigtige skaderne.
Det russiske fragtskib blev over middag slæbt til en vigeplads på kanalen, mens dykkere forsøgte at finde de dele af skibets overbygning, der endte i kanalen ved kollisionen.
Midt på eftermiddagen blev kanalen, der er en af de travlest vandveje i verden, genåbnet for trafik.
Kilder: NDR og Welt Online
Se tysk nyhedsindslag HER