Tørlastmarkedet vil stadig være vanskeligt
Der er stadig for mange tørlastskibe i forhold til efterspørgslen, og det vil lægge pres på fragtraterne inden for tørlast i resten af året, vurderer Bimco i en ny analyse. Især panamax- og supramax-segmenterne vil blive ramt på fragtraterne.
Der var ellers en vis optimisme i andet halvår af 2013, men den optimisme er forsvundet nu. Bimco forventer ganske vist, at indtjeningen inden for tørlast bliver bedre, når vi går ind i andet halvår, men den globale flåde kan stadig imødekomme et meget højere efterspørgselsniveau, end det der er i markedet i dag.
Ordrebøgerne viser dog, at der siden januar har været knap så meget nybygningsaktivitet. Den samlede ordrebog på tørlastskibe omfatter 1.989 skibe, svarende til 163,4 millioner dwt, til fremtidig levering, og det er især inden for panamax-segmentet.
På den anden side har 109 skibe, svarende til 6,6 millioner dwt, forladt flåden fra januar til udgangen af maj. Til sammenligning forlod ikke mindre end 12,2 millioner dwt den globale flåde i de første fem måneder af 2013. Men Bimco holder fast i sin vurdering, at 14 millioner dwt vil blive hugget op i løbet af 2014.
Kilde: Bimco