Tysk uddannelse til Søværnets skibe
Søværnet fornyer aftale om træning på højt niveau med den tyske marine i den interne kamp med trusler fra skibe, ubåde og fly. Træningen bliver en fast del af uddannelsen for de større danske enheder i Søværnet. De danske besætninger bliver uddannet ved den tyske havariskole i Neustadt.
Peter Willemoes, arkivbillede.
”I Tyskland har de en type træning, som vi ikke selv kan levere, derfor tager vi til Neustadt. Til gengæld anvender tyske enheder vore faciliteter ved Sjællands Odde. Det er et samarbejde, der er klare fordele i at fortsætte”, siger stabschef for 2. Eskadre Claus Lundholm Andersen.
Den 9. marts skrev Chefen for Marinestaben og den tyske flådechef under på aftalen, der sikrer det fortsatte samarbejde, og allerede i uge 37 sejler Esbern Snare til Tyskland for at begynde uddannelsen i Neustadt.
”Jeg er meget tilfreds med aftalen. Den understreger det gode samarbejde mellem vore flåder, sikrer den bedst mulige udnyttelse af vore faciliteter samt giver vore besætninger et fagligt løft. På lidt længere sigt ønsker jeg også, at 1. Eskadres enheder gennemgår elementer af uddannelsen", siger chef for MarinestabenFrank Trojahn.
Den intensive uddannelse tager to uger og skal sikre, at besætningerne får den bedste træning i klargøring af skibet til kamp, holde skibet sejlende så længe som muligt under angreb. Desuden forbereder uddannelsen besætningerne på den videre uddannelse ved Flag Officer Sea Training (FOST) ved Royal Navy.
Specialtræningen i Neustadt er afprøvet med stor succes i Søværnet før. Blandt andet har fregatten Peter Willemoes været på den to ugers uddannelse i Neustadt i både 2014 og 2015. Inden fregatten i 2015 gennemførte FOST i England, trænede skib og besætning i tyske Neustadt
Kilde: Forsvaret