Udslidte ø-færger udskiftes med tilskud
Velfærdsministeriet har bevilget 20 millioner kroner til nye færger og færgelejer på Venø, Lyø og Avernakø. Foreningen Danske Småøer er glad for pengene, men havde håbet på at få flere.
"Færgerne er et vigtigt bindeled, der kan være med til at opretholde et værdifuldt liv på de små øer og samtidig skabe sammenhæng mellem by og land. Det håber jeg også, at tilskuddene kan være medvirkende til i forhold til Limfjorden og det sydfynske øhav", siger velfærdsminister Karen Jespersen til jv.dk
Pengene kommer fra Velfærdsministeriets særlige pulje til færger på småøerne, som blev vedtaget med dette års finanslov. Faaborg-Midtfyn Kommune får 11 millioner kroner til en ny færge, samt renovering af de gamle færgelejer til Lyø og Avernakø-færgen, mens Struer får ni millioner til en ny Venø-færge.
Der er dog kun begrænset glæde at spore hos Sammenslutningen af Danske Småøer, der har kæmpet for støttekronerne. Her havde man håbet for at få et betydelig større beløb.
Kilde: jv.dk