Voldsom stank breder sig fra skib
Beboere tæt på havnen i Cape Town raser over en voldsom stank fra det kuwaitisk indregistrerede kvægskib Al Kuwait. Det 190 meter lange skib ankom søndag til havnen, efter en mere end to uger lang sejlads fra Brasilien.
Der befinder sig 19.000 stykker kvæg om bord på skibet, der ifølge beboerne stinker kraftigt af ammoniak og afføring, der har hobet sig op under sejladsen.
Sydafrikanske myndigheder har været om bord på skibet, og fandt en halv snes dyr der var så afkræftede, at de blev aflivet.
Al Kuwait forlader efter planen Cape Town igen i aften, med kurs mod det endelige mål Irak.
Dyrerettighedsaktivister har længe krævet et forbud mod import og eksport af levende dyr om bord på skibe, med henvisning til stress, udmattelse og skader på dyrene.
-mauh