Havnechef bortvist og meldt til politiet
Bestyrelsen i Vejle Havn har nu bortvist havnechef Per Kristiansen og meldt ham til politiet, skriver Vejle Kommune i en pressemeddelelse onsdag morgen. Det er sket, efter at havnebestyrelsen tirsdag aften fik forelagt resultatet af en ekstern undersøgelse af forholdene på Vejle Havn.
Havnebestyrelsen har bedt politiet undersøge, om Per Kristiansen har brugt havnens midler til private formål. Bestyrelsen for Vejle Havn blandt andet tog et privatfly til Holland for at se på slæbebåd. Det kostede 80.000 kroner og er dobbelt så dyrt som at rejse med rutefly.
Vejle Kommune har selv undersøgt Vejle Havns regnskab for 2014 og første halvdel af 2015. Undersøgelsen viste, at havnen har brugt en million kroner på blandt andet rejser til udlandet, kurser og indkøb af ting som rødvin, jagtudstyr, kunst og solbriller.
Havnebestyrelsen har efter fremlæggelsen af den eksterne rapport forlangt, at havnens administration inden for 14 dage udarbejder en skriftlig redegørelse. Den skal begrunde den erhvervsmæssige relevans af de medarbejderrejser og afholdte udgifter, som fremgår af rapporten.
Havnechefen valgte sidst i august selv at sige op for at gå på pension, efter samtaler om det store forbrug af havnens penge.
Kilde: TV2/Syd