Søværnets nye drone kan lette og lande lodret
Søværnet har for kort tid siden taget en ny og forbedret drone i brug til bl.a. farvandsovervågning. Dronen kan anvendes mere fleksibelt, fordi den kan lette og lande vertikalt.
Dronen skal patruljere i området langs Jyllands nord- og vestkyst fra Ålbæk Bugt og langs kysten nord og vest om Jylland til Ringkøbing Fjord.
Dronen kan dels brugs til generel patruljering, dels til at flyve ud til for eksempel specifikke fartøjer og sende billeder hjem af dem til Søværnets martime overvågningscenter, skriver Forsvarskommandoen.
Ud over farvandsovervågning kan dronen også bidrage med øget miljøovervågning af havarealet ved for eksempel at opdage og lave optagelser af formodede olieudslip. Dermed skal dronen medvirke til at gøre livet mere besværligt for miljøsyndere.
Dronen og projektet er finansieret af EMSA, som er et EU agentur, og den indgår i det fælles europæiske droneprojekt kaldet Insight24. EMSA har gennem de seneste år opbygget en betydelig service, hvor medlemslandene kan anmode om dronestøtte til deres farvandsovervågning.
-emte