Aabenraa Havn i nyt brint-fremstød
Linde Gas A/S og Aabenraa Havn har netop indgået et nyt samarbejde med ambitionen om at producere bæredygtig brint og en hel række miljøvenlige, brintbaserede produkter på Aabenraa Havn. Nu indbyder parterne virksomheder, der ønsker at blive en del af projektet.
Forretningsudvikler Dan Skov Sørensen og adm. dir. Henrik Thykjær, Aabenraa Havn med Ulrik Nielsen fra Linde. Foto: Aabenraa Fotografen..
Over de næste par år vil Aabenraa Havn og Linde Gas sammen undersøge mulighederne for at etablere et elektrolyseanlæg til produktion af brint på Aabenraa Havn. Målet er et 100 MW Power-to-X anlæg, der skal omdanne den grønne strøm fra havmøllerne i Nordsøen til klimavenlig brint, som ifølge planen skal bruges til produktion af en række grønne, brintbaserede produkter på Aabenraa Havn.
Det nye samarbejde er et såkaldt Power-to-X-projekt. Power-to-X betyder, at grøn strøm omdannes til bæredygtig brint, som så igen kan bruges til produktion af miljøvenlige, brintbaserede produkter som f.eks. ammoniak, metanol, metan og brændstof til lastbiler, fly og skibe. Her bliver olien erstattet af grøn brint som energidelen i brændslerne, og det gør dem langt mere miljøvenlige.
“Jeg er rigtigt glad for vores plan, for den understøtter i den grad både den grønne omstilling og Lindes strategi om at at øge produktionen af grøn brint,” siger Ulrik Nielsen, der er Lindes Head of Clean Hydrogene i Danmark.
Og for Aabenraa Havn flugter det nye samarbejde godt med havnen strategi, der har fokus på grøn transformation og bæredygtig udvikling.
Ifølge planen skal Linde Gas opføre og drive elektrolyseanlægget, der producerer den grønne brint på Aabenraa Havn. De næste et til to år vil Aabenraa Havn og Linde Gas først og fremmest bruge på at finde samarbejdspartnere, der vil opføre anlæg til produktion af brintbaserede produkter på havnen.
På Aabenraa Havn er man allerede klar til at tage godt imod virksomheder, der arbejder med produktion af brintbaserede produkter. Pladsen er til det på grunden, hvor det nedlagte, kulfyrede kraftvarmeværk, Enstedværket, lå placeret - og også infrastrukturen er på plads.
“Kablerne til strøm fra havmøllerme er etableret, og 600 MW elektricitet er tilgængelig på havnen. Derudover er der infrastruktur til lastbiltransport og en havn lige uden for døren. Det betyder, at de kommende producenter af brintbaserede produkter både kan få sejlet råstoffer til deres virksomheder og de færdige produkter transporteret videre ad søvejen, siger Henrik Thykjær, der er adm.dir. for Aabenraa Havn.
Kilde: Aabenraa Havn.