Aalborg Industries er nu svensk ejet
Den svenske industrikoncern Alfa Laval har købt den store maritime virksomhed Aalborg Industries for en kontantpris på 5,0 milliarder svenske kroner. Sælger er kapitalfonden Altor, LD Equity og selskabets ledelse.
"Aalborg Industries er i en fantastisk form, og jeg er meget glad for at kunne byde et stærkt og veldrevent selskab velkommen ind i Alfa laval", siger Lars Renström, administrerende direktør for Alfa Laval.
Aalborg Industries er en af verdens førende producenter af marinekedler, opvarmningssystemer, udstødningsrensningssystemer og lignende til shipping- og offshore industrien.
Virksomheden, der har 2.600 ansatte, ventes at nå en omsætning på 3,3 milliarder svenske kroner i år.
Det var længe ventet, at Aalborg Industries ejere ville vælge at børsnotere virksomheden i 2011.
Salget skal godkendes af konkurrencemyndighederne i Danmark før det kan falde endeligt på plads.
Kilde: Alfa Laval