Voldsomt erstatningskrav mod M.A.R.S.
Erstatningskravet mod det nordjyske recycling værft for de skader, som skrotskibet Zafiro Producer forårsagede, da det rev sig løs under en storm, løber op i 313 mio. kr.
Arkivbillede. Foto: M.A.R.S
Erstatningskravet fremgår af M.A.R.S. årsregnskab, hvor ledelsen samtidig slår fast, at den ikke er enig i kravet.
Det er tidligere kommet frem, at Noble Drilling har stævnet M.A.R.S. for op mod 100 mio. kr. for de skader, der opstod på boreriggen Noble Resilient, da det under stormen i efteråret 2023 blev ramt af Zafiro Producer.
Men nu viser det sig, at de samlede erstatningskrav for skaderne løber op i 313 mio. kr.
“Selskabets ledelse er ikke enig i, at selskabet er erstatningsansvarlig for de indtrufne skader og selskabets ledelse har derfor afvist de rejste erstatningskrav,” hedder det i ledelsens beretning i årsregnskabet.
Skulle M.A.R.S. alligevel blive kendt erstatningsansvarlig, er det ledelsens opfattelse, at erstatningskravene er omfattet af selskabets ansvarsforsikring med dækning op til 150 mio. kr.
Hvis erstatningen bliver endnu større vil den ifølge ledelsen kunne dækkes af selskabet selv.
Hjælp til at dække eventuelle ekstra udgifter var der ikke i årsregnskabet, der viste et underskud på 29 mio. kr. mod et forventet overskud på 60-70 mio. kr. og betegnes som “utilfredsstillende”.
-emte