Aarhus Havn klar med landstrømsanlæg til krydstogtskibe
Der er udsigt til mindre luftforurening over Aarhus, når krydstogtskibe nu kan slukke for dieselgeneratorerne og koble sig på grøn strøm fra landstrømsanlægget på Aarhus Havn.
Som den første i Danmark kan Aarhus Havn nu tilbyde landstrøm til krydstogtskibe
“Vi har glædet os til at modtage krydstogtskibe fra hele verden og levere grøn strøm til dem.
Vi står overfor en rekordsæson, hvor flere krydstogtskibe end nogensinde har valgt at besøg Aarhus,” siger Anne Zachariassen, der er COO i Aarhus Havn. I fjor fik Aarhus besøg af 64 krydstogtskibe.
“Vi oplever allerede nu en meget stor interesse for landstrømsanlæggene fra rederierne.
Der er en reel vilje til den grønne omstilling,” mener direktøren.
Aarhus Havn har en målsætning om at bliver Østersøregionens mest bæredygtige havn og CO2-neutral i 2030, og tog et skridt på vejen i 2022, hvor den samlede CO2-udledning blev reduceret med 18 pct. i forhold til året før.
Landstrømsanlægget er yderligere et skridt på vejen, der samtidig vil reducere den giftige udstødning fra krydstogtskibene.
Landstrømsanlægget, der er opført i samarbejde med PowerCon A/S og Konstant Net A/S, er blevet støttet af Aarhus Kommune og EU.
-emte