Aftale sikrer havnearbejdernes arbejde
Læsning og losning af skibe må ikke længere foretages af søfolk, men skal foretages af havnearbejdere. Det fastslår en ny aftale mellem det internationale transportarbejderforbund ITF og arbejdsgivere internationalt. Aftalen hilses velkommen af 3F.
Det er ikke mindst fastgøring af gods, så det ikke vælter i hård sø, der i stadig stigende omfang er blevet overtaget ofte af underbetalte filippinske søfolk, skriver Fagbladet 3F. Men det er slut nu med den nye afgørelse.
“Havnearbejderne har altid været den faglige muskel, der kunne sørge for, at skibene bliver overenskomstdækket. Men deres indflydelse er blevet mindre og mindre i takt med, at arbejdsopgaver er forsvundet. ITF har i flere år arbejdet på, at havnearbejderne får deres arbejdsopgaver tilbage,” siger forhandlingssekretær i 3F’s Transportgruppe Karsten Kristensen og fortsætter:
“Det er nu lykkedes, og det er en kæmpesejr. Søfolkene har støttet havnearbejdernes krav, og aftalen betyder, at havnearbejderne i Danmark og resten af verden får arbejdet tilbage,” siger Karsten Kristensen.
Da der er stor forskel mellem lønnen til filippinske søfolk og danske havnearbejdere, handler det ifølge Karsten Kristensen også om at “modvirke social dumping og misbrug af underbetalt billig arbejdskraft til arbejde i havnene”.
Kilde: Fagbladet 3F