Amerikansk havnestrejke kan ryste fragtmarkedet
En konflikt om havnearbejdernes overenskomst kan udløse en strejke 1. oktober på den amerikanske østkyst, der potentielt kan skabe nye store rystelser på et fragtmarked, der er forvejen er præget af bl.a. angrebene på den civile skibsfart i Det Røde Hav.
De amerikanske havnearbejdere i The International Longshoremen's Association (ILA) kæmper for en ny seksårig overenskomstaftale med arbejdsgiverne i United States Maritime Alliance, hvor også Maersk er repræsenteret.
Forhandlingerne har stået på i månedsvis, men brød sammen i juli. Arbejdsgiverne opfordrede fredag i sidste uge til en genoptagelse af forhandlingerne, men ILA har ifølge Maritime Executive ikke vist tegn på at ville tilbage til forhandlingsbordet.
Fagforeningen kræver markante løsninger, bedre sygeforsikring og et forud mod indførelsen af automatiske eller semi-automatiske løsninger på havnene.
Maersk skriver i en nyhedsopdatering til sine kunder, at man håber på “en gensidig fordelagtig aftale”, men advarer samtidig om, at en strejke kan resultere i lokale eller mere omfattende forstyrrelse af fragtmarkedet.
“Selv en kort afbrydelse kan tage uger at løse fuldt ud, hvilket kan føre til betydelige efterslæb og forsinkelser,” skriver Maersk.
ILA organiserer havnearbejdere i 36 havne fra Maine i nord til Florida i syd og langs Golf-kysten, og det vil i giver fald være første gang siden 1977, at havnene på østkysten rammes af en omfattende strejke.
I september i fjor lukkede havnearbejderne på den amerikanske vestkyst en ny seks-årig overenskomst med bl.a. lønstigninger på 32 pct. i perioden, der satte en stopper for de mange arbejdsnedlæggelser, der havde ramt havnene på vestkysten.
-emte