APM Terminals interesseret i Panama
Panama har oplevet betydelig interesse fra globale terminaloperatører, her iblandt APM Terminals, med hensyn til den nye containerterminal, der skal opføres i Corozal ved indsejlingen til Panama-kanalen fra Stillehavssiden.
”Vi anerkender, at Panama er en central aktør i både den globale og regionale logistikbranche”, siger Joe Nielsen, administrerende direktør for APM Terminals for Latinamerika, til avisen La Prensa.
APM Terminals venter ifølge Joe Nielsen på, at udbuddet offentliggøres, og et eventuelt bud fra selskabet efterfølgende vil afhænge af vilkår og betingelser.
Det var ventet, at terminalen ville bleve sendt i udbud i slutningen af april. Men projektet er endnu ikke endeligt godkendt af Nationalforsamlingen, da lovgivningen ikke er på plads. Koncessionen, som skal gælde i 20 år, vil kræve investeringer på 600 til 625 millioner dollar.
Panama Canal Authority, som skal stå for udbuddet, forventer at modtage25 millioner dollar fra koncessionshaveren og yderligere 75 millioner i form af tariffer, der betales via den ekstra trafik af fartøjer terminalen vil generere.
Panama har i øjeblikket to havne i Stillehavet: Balboa, der drives af Panama Ports Company og PSA terminalen, der drives af Port of Singapore Authority.
Kilde: Port Strategy