AU’s nye forskningsskib får navnet Aurora
Nu lægger den romerske gudinde Aurora navn til Aarhus Universitets nye forskningsskib, der fra sommeren 2014 drager ud i de fire verdenshjørner for at søge lyset – oplysningen. Kølen er lagt og det nye topmoderne fartøj begynder at tage form på værftet.
”Kølen på det 28 meter lange skib er netop lagt og byggeriet forløber efter planen. Aurora bliver et meget fleksibelt skib, som kan indrettes til mange forskellige opgaver. Hun kan virkelig forny sig hver morgen”, fortæller Torben Vang, der bliver skipper på det nye forskningsskib.
Det er Hvide Sande Skibs- & Baadebyggeri, der bygger skibet og får skroget samlet i Stettin, Polen. I juni måned transporteres skroget så til Hvide Sande for at blive indrettet og udrustet med en mængde videnskabeligt udstyr.
Kontrakten med værftet blev underskrevet den 27. juni 2012. Den samlede pris er 40 millioner kroner, hvoraf de 30 millioner kommer fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen. Det færdige skib afleveres til Aarhus Universitet den 17. februar, 2014.
Skibet er det første nybyggede danske forskningsskib, siden Dana blev bygget for over 30 år siden. Det nye fartøj giver bedre mulighed for at undersøge og forstå økosystemerne i havene, og bliver til glæde for alle danske havforskere og et væld af nye studerende. Fjorten personer kan opholde sig om bord i op til ti døgn.
”Der er ingen tvivl om at danske havforskere får markant bedre muligheder, når Aurora sætter kursen mod ukendte horisonter fra sommeren 2014,” siger Torben Vang, der glæder sig til at byde forskere velkommen til meget bedre, større og helt moderne sejlende forskningsfaciliteter.
Aurora er den romerske gudinde for morgenrøden. Hun fornyer sig selv hver morgen. Solen er hendes bror og månen hendes søster. De fire vinde nord, syd, øst og vest er hendes sønner.
Kilde: Aarhus Universitet, Science and Technology