Ballastvand-markedet smuldrer væk
Ballastvandkonventionens forsinkelse har haft en skadelig effekt på de europæiske udstyrsproducenter, hvoraf mange har investeret tid og ressourcer i at udvikle systemer til behandling af ballastvand. På nuværende tidspunkt er 51 systemer blevet typegodkendt, siger brancheorganisationen SEA Europe.
”Manglen på et ballastvand-marked som et resultat af, at konventionen endnu ikke er ratificeret, skaber et hønen eller ægget-scenarie, når det gælder adgangen til hardware. Ikke desto mindre har 51 ballastvand-systemer allerede fået typegodkendelse. Det kan derfor forventes, at produktionskapaciteten hos producenterne af ballastvandsystemer vil vokse hurtigt, når først der kommer hul på markedet. Men ingen producent vil have udstyr i overskud, så længe som der ikke er en efterspørgsel efter produktet”, anfører SEA Europe.
Disse udstyrsproducenters ”first mover”-fordele smuldrer stille og roligt væk, fordi det tager så lang tid at få konventionen ratificeret. Det kan få som konsekvens, at nogle af de her producenter trækker sig fra markedet, fordi de ikke får noget afkast fra deres investering.
Ifølge SEA Europe har flertallet af skibsoperatører ikke valgt retrofit-pakker, som inkluderer ballastvandsystemer. Derfor får producenterne heller ikke den nødvendige feedback, der skal til for at forbedre de systemer, som er udviklet.
SEA Europe går ind for, at man ikke straffer de producenter, der har været tidligt ude, og der bør være undtagelser for disse første generations-systemer. Så skibe, der har disse systemer installeret, bør ikke blive tilbageholdt.
”Producenter bør ikke blive straffet i form af om-certificering eller eventuel ændring af velfungerende ballastvandsystemer”, tilføjer SEA Europe.
Konventionen blev vedtaget af 73 lande i 2004, men ikke nok lande har indtil nu ratificeret konventionen, og derfor forventer man, at den tidligst træder i kraft i 2017.
Kilde: World Maritime News