Bioethanol fabrik på Grenå Havn
En gruppe af investorer med ejeren af Den Blå Avis, Karsten Ree, i spidsen, vil opføre en bioethanolfabrik på Grenå Havn til omkring en milliard kroner. Fabrikken skal stå færdig om tre år og vil skabe arbejde til 65 mand.
Danish Biofuel er navnet på det nye selskab. En 400.000 kvadratmeter stor grund på Grenå Havn er allerede købt. Nu gælder det om at skaffe de op mod en milliard kroner det vil koste at opføre fabrikken. En opgave der er så stor, at det vil kræve en udvidelse af investorkredsen eller evt. en børsnotering.
"Vi tror på projektet, fordi vi lever i en verden, hvor der vil være stor efterspørgsel på miljøvenlig energi, siger Karsten Ree.
Endnu mangler der blandt andet miljøgodkendelser fra myndighederne, men investorerne har angivelig forhåndstilkendegivelser om, at det ikke bliver et problem.
"Vores beliggenhed ved Grenaa Havn er optimal ud fra en miljømæssig vurdering. Det giver let adgang til at eksportere via havets motorvej", siger direktør Svend Brandstrup til Erhvervsbladet.
Fabrikken bliver den første fabrik i Danmark til kommerciel produktion af bioethanol. Målet er i første omgang at producere 170 millioner liter bioethanol om året.