BornholmerFærgen ændrer billetsystem
BornholmerFærgen gør det nu muligt at købe de billige 'røde billetter' som enkeltbilletter. Dette gør det langt nemmere for rejsende at opnå store rabatter på turen til og fra Bornholm. Samtidig sendes der flere af de billige billetter i omløb.
BornholmerFærgen gør det nu muligt at booke deres billige billetter som enkeltbilletter. Hidtil har det været et krav, at de såkaldt 'røde billetter' skulle være returbilletter, men med det nye initiativ kan rederiets kunder altså uden problemer rejse billigt den ene vej og til almindelig takst den anden.
De røde billetter sælges til en rabat på mere end 60 procent, hvilket betyder, at en enkeltbillet til bil inklusiv fem passagerer på ruten mellem Ystad og Rønne kommer ned i en pris på 385,- kroner.
Ud over at åbne for billige enkeltrejser sender BornholmerFærgen også flere af de røde billetter i omløb.
"Vi vil gerne belønne fleksible rejsende ved at tilbyde flere billige billetter til de afgange, hvor vi har restkapacitet", siger salgschef i Færgen, Lindy Kjøller.
Det nye tiltag betyder, at BornholmerFærgen udbyder langt flere billige billetter end selskabet er forpligtet til ifølge aftalen med Trafikstyrelsen.
Kilde: BornholmerFærgen