Brancher sammen om Power-to-X strategi
Danske Havne og Dansk Energi offentliggør nu en række politiske anbefalinger, der skal være med til at sikre Danmark en førerposition indenfor Power-to-X og gøre det danske havne til et energiknudepunkt i udviklingen af fremtidens grønne brændsler til skibe og lastbiler.
Tine Kirk, adm. dir. i Danske Havne. Foto: Danske Havne.
Visionen med Danske Havne og Dansk Energi´s nye grønne havnestrategi er at gøre Danmark til en verdensførende nation indenfor omstilling til Power-to-X-brændsler i 2030 og at sikre, at de danske erhvervshavne tilbyder infrastruktur til at understøtte grønne brændsler til skibe og lastbiler.
“Jeg tror, at Danmark er i en position, der kan bringe os helt frem i forreste linje med Power-to-X. Dét skal vi udnytte. Der er allerede flere gode danske projekter i gang. Vores udspil er et forsøg på at række ikke bare én hånd men to hænder frem til politikerne med vores konkrete bud på, hvordan vi kan gribe det her an, så vi sikrer danske arbejdspladser og vækst,” siger Tine Kirk, direktør i Danske Havne.
Mens 14 andre europæiske lande allerede har lagt en strategi for Power-to-X udvikling og flere af dem allerede har allokeret milliarder, efterlyser de to organisationer nu et tæt partnerskab mellem staten og erhvervslivet.
Helt konkret blandt andet med en årlig pulje på 100 mio. kr. over fem år, hvor havne kan søge om støtte til udbygning af infrastruktur til levering af Power-to-X- brændsler.
“Danmark står i en unik position for både at blive producent og leverandør af PtX-brændsler til den grønne omstilling af transportsektoren. Vi har adgang til store mængder grøn strøm, offshore-teknologier og et energisystem i verdensklasse. Og så har vi globalt førende virksomheder og havne, som melder sig på banen og vil drive udviklingen. Men der er behov for rammevilkår og risikodeling med det politisk system,” siger Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi.
Kilde: Dansk Energi & Danske Havne.