Broproblemer generer sejlads i Limfjorden
Nye tekniske problemer med Jernbanebroen i Aalborg skaber frustrationer i Limfjordshavnene, der er utilfredse med at skibstrafikken kun kan passere broen få minutter om dagen. Banedanmark håber at finde en løsning i løbet af 14 dage.
”Vi beklager de gener der er opstået for skibstrafikken, og vi arbejder på at få dem løst så hurtigt som muligt”, siger Bjørn Lykke Jensen, projektleder Anlæg øst, Broer i Banedanmark til Maritime Danmark.
Det var oprindelig planen at Jernbanebroen i Aalborg ville være lukket i halvanden måned, frem til den 8. januar, på grund af vedligeholdelse. Meddelelsen om lukningen skabte vrede i kredsen af Limfjordshavne, og Danske Havne kritiserede også den langvarige lukning.
En softwarefejl i styresystemet til et nyt maskineri der hæver og sænker broklappen, betyder imidlertid at lukningen af broen trækker ud.
Fejlen er dog af en karakter der gør det muligt at åbne broklappen manuelt, hvilket Banedanmark nu gør, så broklappen er oppe og skibstrafikken kan passere hver dag mellem klokken 12.52 – og 13.03. Dog forudsat at middelvinden ikke overstiger 10 m/s.
”Nu har vi siden starten af september først været generet af store begrænsninger på mulighederne for gennemsejling og den sidste halvanden måned af en total lukning. Det har været noget rigtig skidt og der er ikke noget at sige til hvis skibene og havnevirksomhederne på den vestlige Limfjord er noget rundforvirrede omkring hvornår man kan komme igennem med skib og laster”, siger Jacob Hansen, Skive Shipping, til Maritime Danmark.
”Men én daglig åbning er ikke meget og da der er lodspligt gennem broen kan der være tilfælde hvor lodserne ikke har folk nok til at betjene de skibe der skal igennem når man sådan vil samle det hele på en enkelt åbning”, siger Jacob Hansen.
”Her hvor vi forhåbentlig er på slutningen af besværlighederne kan man godt fundere lidt
over hvorfor de relevante myndigheder, politikere og styrelser
accepterer en sådan lang indskrænkning af den fri bevægelighed for skibsfarten”.
Redaktionen