Danish Interior i Aalborg drejer nøglen om
Det danske indretningsfirma Danish Interior i Aalborg drejer nøglen om. Selskabet, der er specialiseret i at designe interiør om bord på passagerskibe, må se sine aktiviteter overflyttet til selskaber i Tyskland og USA.
Det er Danish Interiors norske ejere R&M Ship Interior, der har besluttet at sætte en stopper for aktiviteterne i Danmark. Lukningen begrundes med skærpet konkurrence inden for skibsbygning og dermed faldende priser. Det skriver nordjyske.dk.
Indtil videre er lukningen bebudet til at ske inden årets udgang, men der er ikke endeligt taget stilling til en dato for forretningsophør. Når lukningen er en realitet vil 18 mand have mistet deres arbejde.
Danish Interior blev grundlagt af folk fra tegnestuen på Aalborg Værft, og blev overtaget af R&M Ship Interior for fire år siden.
Kilde: nordjyske.dk