Danmark kommet med i top ti i Hamborg
Dansk import og eksport fylder stadig mere i havnen i Hamborg, hvor Danmark nu er kommet i top ti blandt havnens største handelspartnere. Havnen i Hamborg er den nærmeste udenlandske hub med verdensomspændende ruteforbindelser, og det trækker kunder til.
Containertrafikken mellem Hamborg og danske havne med søgående skibe nåede 50.000 teu i årets første kvartal, skriver Hamburger Hafen Marketing (HHM) i en pressemeddelelse.
“En vækst på 3,2 procent i containertrafikken til Danmark bringer Danmark ind som nummer 10 på Hamborgs top-ti over container-handelspartnere”, siger Ingo Egloff, co-adminstrerende direktør i HHM. Syv ugentlige container-fragtruter forbinder Hamborg med havnene i Aalborg, Aarhus, København, Fredericia og Kalundborg.
Ud over containertransport til søs transporteres der årligt ca. 130.000 TEU med lastbiler og mere end 13.000 teu med tog. Vigtigste import- og eksportvarer i generel cargo mellem Danmark og Hamborg Havn er tekstiler, beklædning, kemiske og farmaceutiske produkter, maskiner, fødevarer, elektronik, møbler, drikkevarer, glas og keramik, kakao, kaffe og andre forbrugsvarer. Stykgods, der ekspederes fra Hamborg til kunder i Danmark, vil typisk være gødning, mineralolieprodukter og korn.
Kilde: HHM