Dansk firma vil lave flydende vindmøller
Statoils Hywind projekt, der går ud på at anbringe offshore vindmøller på et flydende fundament, får nu dansk konkurrence. Det er Moellgaard Energy der er klar med et nyt koncept, hvor tre møller en monteret ovenpå en flydende konstruktion.
Den store trekantede stålkonstruktion, der er forankret til havbunden, flyder 16 meter under havoverfladen og kan bære tre vindmøller.
"Man kan montere vindmøllerne på de flydende fundamenter i havnen og teste dem, inden de sejles ud, hvor de skal være. Dermed sparer man mange dyre timer på havet. Desuden kan man forhindre de mange sikkerhedsrisici, der er ved montering af vindmøller til havs", siger idemanden Stephan M. Henriksen til dagbladet Børsen.
Stephan M. Henriksen siger til avisen, at det endnu ikke er lykkedes at skaffe investorer der vil skyde så mange penge i projektet, at det er muligt at gennemføre et fuldskalaforsøg.
Kilde: Dagbladet Borsen