Første møllefundament i Thor Havvindmøllepark installeret
Det første ud af 72 møllefundamenter i Thor Havvindmøllepark, der er placeret cirka 22 kilometer ud for den jyske vestkyst og vil være Danmarks til dato største havvindmøllepark når den står klar i 2027, er nu installeret.
Foto: RWE
“Med Thor opfører vi Danmarks hidtil største havvindmøllepark. Efter flere års planlægning og forberedelse er installationen af den første monopæl et meget symbolsk øjeblik samt en stor milepæl for hele RWE-teamet. En stor tak til alle kolleger og partnere, der har bidraget til projektet. Opførelsen af projekter i denne skala er en fantastisk mulighed for at demonstrere vores ekspertise i at levere værdifulde havvindmølleparker over hele verden”, siger Sven Utermöhlen, CEO for RWE Offshore Wind.
Fundamenterne er udskibet fra havnen i den hollandske by Eemshaven, og transporteret til anlægsområdet af installationsfartøjet Les Alizés. Hvert fundament er ca. 100 meter langt og vejer op til 1.500 ton.
Sekundære stålkonstruktioner til fundamenterne håndteres fra havnen i Thyborøn, der fungerer som offshore konstruktionsbase for Thor-projektet. Thyborøn Havn er også havn for projektets servicefartøjer samt kontrolcenter for styring af den maritime logistik og trafik gennem hele anlægsfasen på havet.
Udskibning af møllerne forventes at blive udført fra Esbjerg Havn med start i 2026. Med en kapacitet på over én gigawatt vil Thor Havvindmøllepark kunne producere nok grøn strøm til at dække forbruget i mere end én million danske hjem.
Vindmølleparken forventes at være fuldt operationel i 2027.
-mauh