De største danske rederier stormer frem
Den hårde vinter og stigende kinesisk handel har indtil nu betydet solide kursstigninger for landets tre største børsnoterede rederier, A.P. Møller-Mærsk, Norden og Torm. Men forud lurer store udfordringer.
"Kina vil fortsat være den helt store vækstmotor inden for tørlast, og der kommer tegn fra industrien på, at importen af jernmalm igen er i fremgang, hvilket har stor betydning for Norden", siger chefanalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen, til erhvervsbladet.dk
For Mærsks vedkommende, er der svage tegn på en forbedring af det hårdt pressede containermarked, der har betydet milliardtab i
Maersk Line i løbet af 2009.
"Vi har set ratestigninger fra Europa til Sydasien og Mellemøsten, og det er med til at understrege, at der kommer flere positive toner fra branchen, selv om 2010 fortsat ser svært ud", siger Jacob Pedersen til avisen.
Selv om 2010 indtil nu har budt på flotte stigninger for rederi-aktierne, er der fortsat store usikkerheder forbundet med året, fordi der er udsigt til, at der vil komme en betydelig overkapacitet af nye skibe.
Kilde: erhversvbladet.dk