DFDS underskud på 118 mio. kr. i 1. kvt.
DFDS fik i årets første kvartal et underskud før skat på 118 millioner kroner, mod et underskud på 98 millioner kroner i 1. kvartal 2012. Årets første kvartal er traditionelt et svagt kvartal for rederiet, der fastholder sine forventninger.
”Resultatet for 1. kvartal var en smule lavere end sidste år, men lidt bedre end vores forventning, og vi fastholder forventningen for hele året”, siger DFDS administrerende direktør Niels Smedegaard.
”Fortsat stagnation på vores hovedmarkeder i Nordeuropa øgede prispresset i 1. kvartal, da udbuddet af kapacitet som helhed er omtrent uændret. Vi forudser, at denne situation også vil præge resten af året. Vores strategiske fokus på forbedring- og effektiviseringprojekter har derfor høj prioritet. Vi arbejder især på at styrke vores toplinje samt at reducere arbejdskapital og omkostninger. Derudover arbejder vi på at skabe vækst og synergier gennem virksomhedskøb”, siger Smedegaard
Kvartalets omsætning lå på 2,7 milliarder kroner, næsten uændret i forhold til året før, mens driftsresultatet (EBITDA) før særlige poster blev på 100 millioner kroner, mod 109 millioner kroner i samme kvartal sidste år.
Koncernens resultat for 1. kvartal var lavere end sidste år, ifølge ledelsen primært som følge af den fulde effekt af den nye Dover-Calais-rutes lavsæson i 1. kvartal. Ruten blev åbnet i slutningen af februar 2012 med kun ét skib og dermed var resultatpåvirkningen begrænset i 1. kvartal 2012. I resten af 2013 forventes en forbedring af rutens resultat sammenlignet med 2012.
Rederiet fastholder forventningerne om et driftsresultat (EBITDA) for 2013 på mellem 1,1 og 1,3 milliarder kroner.
Kilde: DFDS