DI hilser øgede forsvarsinvesteringer velkomne
Landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri, er godt tilfreds med de fremrykkede og øgede investeringer i forsvaret, som regeringen præsenterede onsdag. Der skal investeres 40,5 mia kr. yderligere i forsvaret.
Regeringen vil løfte forsvarsudgifterne med 40,5 mia. kr. i 2024-2028. Desuden vil regeringen gennemføre omprioriteringer og effektiviseringer inden for Forsvarsministeriets koncern, der skal frigøre 14,3 mia. kr. i 2026-2033 til nye prioriteter på forsvarsområdet.
Og regeringens planer hilses velkommen i DI:
“Der er ingen tid at spilde, og vi har behov for at få truffet de nødvendige beslutninger,” siger direktør for forsvar og sikkerhed i DI, Joachim Finkielman.
Det markante løft skal muliggøre en fremrykning af investeringer i militære kapaciteter, en styrket værnepligt og sikre yderligere militær støtte til Ukraine, skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
DI mener, at de øgede investeringer først og fremmest skal komme “vores uniformerede mænd og kvinder til gode hurtigt”.
“Vi har behov for forsyninger, men også forsyningssikkerhed. Derfor vil det give mening at inddrage dansk erhvervsliv i at bidrage og støtte forsvaret i fremtiden, uagtet om det handler om materielleverancer, drift, vedligehold eller renovation og bygning af nye faciliteter,” siger Joachim Finkielman.
Samlet vil regeringen med forslaget kunne prioritere 54,8 mia. kr. til at forbedre dansk forsvar og sikkerhed samt den militære støtte til Ukraine i 2024-2033.
-emte