Esbjerg besejlingsklar inden ombygning
Selvom det nye havnebassin i Esbjerg Havn endnu ikke er bygget, har lodserne allerede lagt mange skibe til kaj i det nye bassin. Computersimuleringer sikrer, at de daglige brugere er fortrolige med havnen længe inden ombygningsprojekt er en realitet.
Simuleringerne af sejladserne er gennemført i simulatorerne hos FORCE Technologys maritime division i Lyngby, hvor lodserne sammen med skibskaptajner, repræsentanter for Esbjerg Havn og erfarne instruktører har evalueret det foreslåede havnelayout.
En havneudvidelse er et projekt til flere hundrede millioner kroner, men potentialet i Esbjerg Havn er bestemt også til stede - havnen ligger således optimalt i forhold til skibe, der bringer gods til og fra Skandinavien via Nordsøen og den Engelske Kanal. Den uofficielle titel som "Gateway to Scandinavia" vidner også herom.
Konkurrencen er dog hård og havneudvidelsen skal ses som et strategisk træk, der skal øge Esbjerg Havns tiltrækningskraft på ro-ro trafik og containertransport og projektgods.
Derfor koncentrerede simuleringerne hos FORCE Technology sig primært om besejling med ro-ro skibe, car carriers og stykgods-skibe. Fokus for simuleringerne var at finde de operationelle grænser for besejling af den nye havn under indflydelse af vind og strøm.
Simuleringerne viste blandt andet, at det vil være hensigtsmæssigt at justere uddybningslinjen mod sydøst, ligesom etableringen af en ledelinje ville øge sikkerheden på svajepladsen.