Fjordline samler sine aktiviteter i Hirtshals
Fjord Line flytter nu sit danske hovedkontor til Hirtshals Transport Center og samler samtidig alle sine operative aktiviteter i Hirtshals. Samtidig er rederiets ro/pax færge Bergensfjord nu blevet omregistreret til Hirtshals.
"Vi gennemførte sidst i 2008 en strategisk havnerokade i både Norge og Danmark, og dermed har vi truffet nogle meget afgørende valg, der giver Fjord Line mulighederne for at udnytte sine vækstpotentialer i fremtiden. Vi har valgt at samarbejde med nogle af de vigtigste logistiske knudepunkter på trafikken mellem Europa og Vestnorge, og dermed vil Fjord Line blive en endnu stærkere aktør på Vestnorge i fremtiden. Den positive udvikling vi har set her i starten af 2009 bekræfter kun vores strategi", siger Fjord Lines danske direktør Gert Balling.
Efter at Fjord Line startede med at sejle på Hirtshals Havn i november 2008 har rederiet oplevet en positiv udvikling og pæne vækstrater på såvel godstrafikken som persontrafikken, hvoraf den sidste ligger over 30 procent.
Fjord Lines placering af hovedkontor og godshåndtering på Hirtshals Transport Center betyder ifølge rederiet lettere arbejdsgange for de transportører og chauffører som rederiet betjener. Chaufførerne kan nu få ordnet både toldbehandling, spedition og tankning på samme sted.
Kilde:Hirtshals Havn