Flådestation Korsør truet af lukning
En lukning af Flådestation Korsør er en af de sparemuligheder Forsvaret lægger op til, i et forsøg på at få forsvarets økonomi til at hænge sammen. Kassen er blevet drænet af den dyre krig i Afghanistan.
Lukningen af flådestationen indgår ifølge Radioavisens kilder i et forslag til udmøntning af det nye forsvarsforlig, som lander på forsvarsministerens bord tirsdag i næste uge.
Lukningen vil særligt ramme Korsør, når skibene herfra ifølge planen flyttes til den anden store flådestation i Frederikshavn.
Også livgardens kaserne i Høvelte nord for København og en anden af hærens kaserner - den i Haderslev - foreslås lukket, skriver dr.dk.
Forsvaret har ikke indstillet til lukning af tjenestesteder
Flere medier bringer i dag en historie om, at forsvaret påtænker at lukke fire navngivne tjenestesteder. Dette kan forsvaret ikke bekræfte.
I en erklæring udsendt onsdag skriver Forsvarskommandoen, at
forsvaret i øjeblikket arbejder på en plan for implementeringen af forsvarsforliget. Når planen er udarbejdet, skal den afleveres til Forsvarsministeriet, hvilket ikke er sket endnu. Derfor har forsvaret på nuværende tidspunkt heller ikke yderligere kommentarer.
Kilde: DR Nyheder og Forsvarskommandoen