Første meldinger om fast is i Limfjorden
De seneste to nætters hårde frost har fået isen til at brede sig mange steder i Limfjorden. Da temperaturen om natten mellem onsdag og torsdag samt natten mellem torsdag og fredag faldt til under minus ti grader, tog det ikke lang tid at lukke store dele af vandoverfladen.
Ismeldetjenesten udsendte torsdag iskoder for to af Limfjordens målestationer, nemlig området ved Lysen ud for Harre Vig og området lige nord for Fur. Andre områder af Limfjorden er også ramt, men ikke helt så slemt.
Begge steder meldes om fast is, mindre end fem centimeter tyk, kæmpeisflager på mere end 2000 meter i tværmål eller jævn is. For Harre Vig meldes sejladsen vanskelig for selv stålskibe med svag bygning eller ringe maskinkraft, mens sejladsen ved Fur vil være vanskelig eller farlig for træskibe uden særlig isbeskyttelse.
Alligevel er der ikke så store bekymringer hos Viggo Vangsgaard, der er formand for Morsø Kommunes udvalg for teknik og miljø. Udvalget har også kommunens havne og besejlingen af dem som ansvarsområde.
Formanden sætter sin lid til, at meteorologerne har varslet omslag i vejret fra søndag, hvor vinden ventes at dreje i syd -sydvest og temperaturen stige til over frysepunktet. Ændringen af vindretningen betyder også, at varmere vand fra Nordsøen presses ind i Limfjorden.
”Det kan forhåbentligt hurtigt få isen til at smelte igen og dermed sikre besejling uden dyr isbryderassistance”, udtaler Viggo Vangsgaard.
Kilde: Morsø Folkeblad