Fredericia Skibsværft flytter til Lindø
Fredericia Skibsværft har indgået aftale med Odense Staalskibsværft om leje af Lindøs oprindelige dokfaciliteter og en række bygninger til administration, værksted og omklædningsrum m.v. Fredericia Skibsværft kommer til at råde over et areal på 100.000 kvm.
Aftalen løber i minimum 25 år. Fredericia Skibsværft påbegynder allerede i år ombygninger for at være klar på Lindø 1. januar 2011 med halvdelen af sine reparationsaktiviteter, hvorefter resten flyttes til Lindø det følgende år.
Det udlejede areal svarer til lidt over 10 procent af Lindøs samlede arealer.
"Vi ville helst have blevet i Fredericia, men da denne mulighed opstod var det en god vej frem. Nu kan vi koncentrere os om fremtiden og vi har store forhåbninger til vort nye værft. Foreløbig er vi blevet taget særdeles godt imod på værftet", siger Thomas Andersen der er direktør og hvis familie ejer Fredericia Skibsværft, til business.dk
Familien investerer et stort beløb i flytningen og håber, at den nye placering vil give nye kunder i butikken.
"Vi får meget større forhold og kan tage større skibe ind. Vi håber, at det vil give nye kunder for det er nødvendigt, eftersom vi investerer et stort tre-cifret beløb i flytningen. Vi skal modernisere og omlægge et nybygningsværft og vi skal hente en ekstra dok til Lindø og det koster alt sammen mange penge," siger Thomas Andersen til avisen.
"Vi har i mange år samarbejdet med Lindø om projekter og repareret skibe for A.P. Møller - Mærsk. På Lindø får vi attraktive plads- og produktionsforhold, så vi kan fortsætte udviklingen fra den position, vi har nået i Fredericia. Bag resultaterne i Fredericia står 450 medarbejdere. At få dem til at rykke med til Lindø er vigtigt, hvis transformationen skal lykkes fuldt ud. Derfor har Lindøs centrale placering i forhold til både medarbejdere og kunder spillet en rolle for beslutningen. Der planlægges ikke med produktionsstop under flytningen fra Fredericia til Lindø", siger Thomas Andersen.
Fredericia Skibsværft investerer et trecifret millionbeløb i flytningen til Lindø og skifter i den forbindelse navn til FAYARD. Der er kun et forbehold for endelig miljøgodkendelse i aftalen.
"Vi er glade for, at vi så hurtigt efter vedtagelsen af vores nye forretningsplan har fået en lejeaftale på plads med Fredericia Skibsværft, og vi er sikre på, at Fredericia Skibsværft vil passe godt ind på Lindø", siger administrerende direktør Finn Buus Nielsen, Lindøværftet.
"Vi har fra første dag fået stor opmærksomhed fra mange forskellige virksomheder for vores planer om udlejning af arealer og faciliteter, og vi forhandler med en række interesserede parter. Vi forventer, at aftalen med Fredericia Skibsværft er den første i en forhåbentlig lang række af aftaler, så vi kan få en god og alsidig udnyttelse af Lindø og den arbejdskraft, der er i området", siger Finn Buus Nielsen.
Kilde: Fredericia Værft og business.dk