Frederikshavn Havn har brug for nyt lån
Et stærkt forsinket byggeri af en olieterminal er en af hovedårsagerne til, at Frederikshavn Havn ikke kan få økonomien til at hænge sammen, og endnu engang må bede kommunen om at stille garanti for et nyt millionlån. Det skriver TV2/Nord.
Præcis hvor mange millioner der er tale om, fremgår ikke af den aktindsigt som den lokale TV-station har fået. Men beløbet kommer oveni den gæld på 1,45 milliarder kroner som havnen havde ved årsskiftet, plus de millionlån der er optaget i årets løb.
Den store gæld skyldes den enorme udbygning som havnen har gennemført de seneste år, en udbygning der bl.a. omfatter et anlæg med 11 brændstoftanke, som havnen er bygherre for og Stena Oil efterfølgende skal drifte.
Opførelsen af tankanlægget er forsinket med mere end 2 år, hvilket presser økonomien i den kommunale selvstyrehavn.
Den pressede situation fik i september fire medlemmer af bestyrelsen - herunder formanden og næstformanden - til at trække sig.
Kommunalbestyrelsen ventes at udpege fire nye medlemmer af bestyrelsen på sit næste møde, hvor også den nye garantistillelse skal behandles.
Det er kun to måneder siden, at kommunalbestyrelsen godkendte at stille garanti for et lån på 85 millioner kroner til den gældsplagede havn.
-mauh