Frederikshavn Havn har store ambitioner
Frederikshavn Havn søsætter nu en ambitiøs 5-års strategi- og forretningsplan, som sætter fokus på, hvordan havnen i fremtiden danner ramme om nye aktiviteter og kunder samt forbedrer forholdene og skaber nye muligheder for Havnens eksisterende kunder
"Med dette grundige og langsigtede strategiarbejde, der har stået på siden nytår, er visionen, at Frederikshavn Havn er den førende havneoperatør i regionen og en af de ti havne, Danmark vil satse på i fremtiden", siger bestyrelsesformand Lars Bjørn
De overordnede mål er at øge godsmængderne og omsætningen med 50 provent i perioden 2011-2016, tiltrække tre nye kundesegmenter, skabe minimum 100 nye arbejdspladser og bibeholde positionen som Region Nordjyllands førende havn.
Fokusområderne er:
Turisme & færgefart Konventionel havnevirksomhed Miljø- & genvindingsindustri "Den maritime klynge" (reparation, vedligeholdelse, ombygning og service indenfor marine-markedet)
Som supplement til strategi- og forretningsplanen er der lavet et ideoplæg til Fremtidens Færgehavn i Frederikshavn - en gennemgribende ombygning og opgradering af færgehavnen, som skal gennemføres i etaper over en årrække og finansieres via samarbejde med investorer og entreprenører samt havnen.
Projektet hviler på tre ben: trafik & logistik, information & service samt oplevelsesaktiviteter, som medvirker til, at færgehavnsområdet igen bliver en del af byen og binder området mellem vand og by sammen.
Målet er at trække forretning, besøgende og liv til området, så færgehavnen bliver en attraktion i sig selv og bevirker, at besøgende får lyst til at komme tilbage.
"Visionen med Fremtidens Færgehavn er at styrke færgehavnens konkurrenceevne og position som transportknudepunkt, så den skaber merværdi for lokalbefolkningen, færgepassagerer, Frederikshavn kommune og Frederikshavn Havn. Frederikshavn Færgehavn bliver unik på den måde, at den bliver Danmarks bedste oplevelseshavn. Dette initiativ medvirker også til at skabe ny optimisme i Frederikshavn kommune", siger adm. direktør for Frederikshavn Havn, Preben Reinholt.
Strategi- og forretningsplanen er vedtaget på bestyrelsesmøde i september 2010 og skal fremover vedtages en gang årligt baseret på et rullende 5-års perspektiv.
Strategi- og forretningsplanen samt projektet Fremtidens Færgehavn præsenteres i november for byrådet, medarbejdere, arbejdsgruppen bag Fremtidens Færgehavn samt havnens brugere.
Der nedsættes snarest en projektorganisation, som skal planlægge og sikre gennemførelsen af visionen for Fremtidens Færgehavn.
Kilde: Frederikshavn Havn