Georg Stage afslutter langt værftsophold
Skoleskibet Georg Stage forlader tirsdag i næste uge Assens, hvor den 81-årige fuldrigger siden november har været igennem første fase af en omfattende renovering. Halvdelen af de udenbords stålplader i forskibet er udskiftet mens resten er sandblæst i bund.
”Det er den helt store tur. Vi gør alt, hvad der er praktisk muligt og ønskeligt indenfor de givne økonomiske rammer”, siger skibets direktør, Asser Amdisen til Fyns Amts Avis, der fredag bragte en stor historie om Georg Stage.
”Vi har vidst længe, at projektet skulle gennemføres, så vi har lavet lange lister med, hvad vi kunne tænke os af forandringer. Heldigvis har det været muligt at få de fleste ønsker opfyldt. Når vi er færdige med næste fase, kommer vi tæt på et have et helt nyt skib”, siger kaptajnen. Bjarke Wahlquist til avisen.
Inden det store renoveringsarbejde, der ventes at forlænge skibets levetid med 30 - 50 år, gik i gang, overvejede stiftelsen bag skoleskibet en række alternativer, herunder bygning af et helt nyt skib. Men det endte som bekendt med en totalrenovering i to faser, hvoraf den første nu er afsluttet.
Renoveringen af Georg Stage er muliggjort via store donationer fra tre fonde; A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Aktieselskabet Dampskibsselskabet Orient´s Fond og Augustinus Fonden.
Georg Stage sejler nu til København hvor et nyt hold elever møder op den 12. april .
Kilde: Søsiden / Fyns Amts Avis