Gigantisk bilskib navngivet i Kina
Den norske statsminister Jonas Gahr Støre var tilstede i Jiangsu, da Höegh Autoliners i sidste uge navngav Höegh Borealis, rederiets andet bilskib af den nye Aurora-klasse, der har en kapacitet på 9.100 biler.
De 12 skibe i Aurora-klassen er verdens største bilskibe, og de mest miljøvenlige. Skibene er udstyret med dualfuel mototorer, og vil i første omgang blive drevet af LNG. Men på længere sigt er det planen at de skal sejle på ammoniak.
Det første skib i klassen, Aurora, blev leveret til rederiet tidligere i år.
Höegh Borealis har en LOA på 199,92 meter, en bredde på 37.62 meter, en dybgang på 14,52 meter, og en tonnage på 25.563 DWT.
Skibet har 14 bildæk, inklusive fem løftedæk. Alle dæk er bygget til at transportere elektriske køretøjer.
-mauh