Ny grønlandsk hybridfærge lægger til i Aarhus
Efter et meget langstrakt forløb har det grønlandske rederi Disko Line taget levering af den nybyggede hybridfærge Maliina Ittuk, og færgen er nu på vej til Grønland. Efter påske lægger den kortvarigt til i Aarhus.
Foto: Topas
“Maliina Ittuk markerer et vigtigt skridt i udviklingen af den grønlandske kysttrafik. Med denne hybridfærge tager vi et skridt mod en grønnere profil, samtidig med at vi fastholder vores kerneopgave: at forbinde lokalsamfundene i Diskobugten”, siger Michael Højgaard, CEO i Topas Explorer Group og Disko Line.
Færgen forventes at ankomme til Grønland i slutningen af maj. Ifølge planerne skal Maliina Ittuk allerede i sommeren 2025 sejle i Sydgrønland, inden den i 2026 overgår til sejlads i Diskobugten.
“Færgen er resultatet af års erfaringer, investeringer og ambitioner om at gøre transporten i Grønland både mere bæredygtig og mere tidssvarende. Den bygger videre på det fundament, vi har lagt gennem to årtier med Disko Line – og peger frem mod en fremtid, hvor grøn teknologi og lokal forankring går hånd i hånd”, siger Michael Højgaard.
I forbindelse med opholdet i Aarhus inviterer Disko Line og Topas Explorer Group til Åbent Skib for presse, samarbejdspartnere og medarbejdere den 24. april kl. 14.00 -16.00.
Her vil der være rundvisninger om bord og mulighed for at møde folkene bag projektet.
-mauh