Håber at Ellen er klar inden jul
Der er gået mere end tre måneder efter, at der den 11. juli udbrød brand i en celle i et af de 840 batterier, der sikrer fremdriften i elfærgen Ellen, der sejler mellem Søby og Fynshav. Men der kan gå måneder før færgen er klar til indsættelse.
”Der er endnu ikke sat dato på, hvornår færgen er tilbage i drift”, siger Peter Hansted, borgmester i Ærø Kommune, til TV2/Fyn.
Men borgmesteren siger til TV-stationen, at der er mulighed for, at færgen kan blive klar til at sejle igen inden året er omme. Det vil dog formentlig kræve, at færgen sejler videre med de batterier der stadig er intakte - og for reduceret fart.
Det er i sidste instans Søfartsstyrelsen der bestemmer, hvornår Ellen kommer ud at sejle. Det kræver nemlig en godkendelse fra Søfartsstyrelsen at genindsætte færgen. Hvornår det sker er usikkert.
”Vi skal indsamle så meget viden som muligt, og forskellige aktører er stadig ved at undersøge hændelsen - herunder Teknologisk Institut og batteriproducenten. Så lige nu afventer vi en rapport fra rederiet, som samler op på de undersøgelser”, siger Martin John, synschef ved Søfartsstyrelsen, til TV2/Fyn.
Synschefen ønsker ikke at give et bud på, hvornår færgen kommer ud af sejle igen.
I modsætning til de fleste batterier, er batterier af den type der driver Ellens elmotorer ikke hyndevarer, men fremstilles til at løse specifikke opgaver.
De batterierne Ellen er udstyret med, er produceret af Leclanche i Schweiz.
-mauh