Kabelbrud: Danske patruljeskibe fulgte kinesisk fragtskib
Det kinesiske fragtskib Yi Peng 3 var i samme område som de beskadigede datakabler, da skaden fandt sted. Sagerne efterforskes nu af de svenske myndigheder som sabotage.
Søværnets dykkerskib Søløven befinder sig onsdag morgen tæt på det kinesiske fragtskib, der ligger for anker midt i Kattegat ud for Grenaa.. Foto: Forsvaret
Det kinesisk indregistrerede skib sejlede i følge data fra Marine Traffic meget tæt på de datakabler, der søndag blev sat ud af drift. Skibet satte angiveligt farten ned, da det befandt sig over kablerne. Og skibet tiltrak sig efterfølgende opmærksomhed fra de danske myndigheder i det flere danske patruljeskibe fulgte skibet gennem dansk farvand, skriver Ekstra Blandet med henvisning til Marine Traffic.
Fragtskibet Yi Peng 3 ligger nu for anker midt i Kattegat ud for Grenaa. Søværnets dykkerskib HDMS Søløven ligger tæt på det kinesiske skib, følge Vesselfinder
Forsvarskommandoens pressetjeneste ønsker ikke at kommentere på sagen overfor Ekstra Bladet.
“Det, jeg kan sige, er, at Forsvaret ikke har nogen kommentarer i forhold til det konkrete skib. Jeg kan generelt oplyse, at vi rutinemæssigt følger skibe, når de passerer danske farvande,” lyder det fra Forsvarskommandoens pressetjeneste til Ekstra Bladet.
Tirsdag eftermiddag meddelte den svenske anklagemyndighed, at sagerne om brud på datakablerne C-Lion1 mellem Finland og Tyskland og kablet BCS East-West Interlink mellem Litauen og Sverige nu efterforskes som sabotage.
Den tyske forsvarsminister, Boris Pistorius, har tidligere givet udtryk for, at han mener, der er tale om sabotage.
-emte
Det kinesiske fragtskibs rute ned gennem Østersøen følger datakablet mellem Finland og Tyskland tæt.. Foto: Marine Traffic
Datakablet, der angiveligt blev saboteret søndag, løber 1200 km. mellem Finland og Tyskland.. Foto: Openstreetmap / CC-BY-SA 2.0