Havnen i Kiel sætter nye rekorder
Port of Kiel håndterede for første gang mere end syv mio. tons gods, hvilket er det bedste resultat nogensinde og er en stigning på 14,3 pct. i forhold til året før. Alt i alt blev der lastet og losset i alt 7,4 mio. tons gods på havnen i Kiel i 2017.
“Kiel opnåede et topresultat og forbedrede resultaterne i alle sektorer. Særligt fremragende var udviklingen i SCA Forest Products Terminal, som opnåede alle de høje forventninger og fuldt ud retfærdiggjorde vores investering,” udtaler Dr. Dirk Claus, der er direktør for havnen.
Det samme kan siges om færgetrafikken til Skandinavien, de baltiske lande og Rusland, som i alt opnåede en vækst på 12,3 pct. og tegnede sig for godt og vel 80 pct. af alle havneaktiviteterne.
Den største procentvise vækst i 2017 skete på tørlastområdet, der steg med 24 pct. i forhold til året før, mens havnen kunne glæde sig over at 2.117.289 mennesker enten steg på eller gik i land fra en færge eller et krydstogtskib i havnen. Det var en stigning på 1,6 pct. og også en ny rekord for havnen i Kiel.
Kilde: Havnen i Kiel