Hirtshals Havn får resultatet halveret i 2020
Hirtshals Havn oplevede mere end en halvering af resultatet i corona-året 2020 i forhold til 2019 med et fald fra 10,3 mio. kr. til 4,6 mio. kr. Resultatet kom i kølvandet på et fald i omsætningen fra 76,1 mio. kr. til 71,2 mio. kr. Men havnen fik også vækst på tre forretningssegmenter og kalder regnskabet tilfredsstillende.
Det positive først. Det gik rigtig godt for gods over kaj i Hanstholm Havn, der steg med knap 100.000 tons til 1,9 mio. tons i forhold til 2019. Også godstrafikken oplevede en vækst, drevet af en fremgang i antallet af lastbiler og løstrailere med 2,1 pct. til 144.000 enheder.
“Der er ingen tvivl om, at 2020 har været et år, hvor Hirtshals Havn, ligesom en lang række andre virksomheder, har været ramt af nogle hårde og ukontrollerbare omstændigheder. Samtidig har 2020 imidlertid også været et år, hvor vi har fået tydelige beviser for, at grundlaget for vækst inden for godstrafik via Hirtshals er til stede, siger bestyrelsesformand ved Hirtshals Havn, Anker Laden-Andersen.
I kontrast til godstrafikken står bil- og passagertrafikken, som har været hårdt ramt af såvel de nordiske som europæiske grænselukninger. På dette område har Hirtshals Havn oplevet et fald på 59,1 % i forhold til 2019 - et fald som havnen dog forventer at være af forbigående karakter.
Også fiskerisektoren har været hårdt ramt på grund af nedlukningerne i henholdsvis Italien, Spanien og Frankrig har begrænset afsætningen af højkvalitetsfisken fra Skagerrak og Hirtshals i længere perioder af året.
Modsat har Hirtshals Havn igen i 2020 oplevet en fremgang på tilførslerne af laks, hvor den samlede værdi af tilførslerne nåede 1,48 mia. kr. For andet år i træk er Hirtshals Havn derved den havn i Danmark, som har den største værdi af tilført fisk.
Hirtshals Havn ser dog positivt 2021, hvor man allerede kan spore positive indikationer.
“På årets to første måneder har havnen nemlig oplevet en stigning på hele 11,1 % i den samlede godsvolumen og en stigning på 1,2 % i landingen af fisk i forhold til samme tid sidste år,” skriver havnen i en pressemeddelelse.
Kilde: Hirtshals Havn