Hurtigfærge med alvorlige sikkerhedsbrister
Den tyske hurtigfærge Skane Jet, der sejler mellem Trelleborg i Sverige og Sassnitz i Tyskland klarede sig mildt sagt elendigt, da den svenske Transportstyrelse kom på uanmeldt besøg den 24. september.
Skibet fik 19 anmærkninger - heraf syv så alvorlige, at de udløste et sejladsforbud.
Allerede dagen efter udsendte rederiet - FRS Baltic - en pressemeddelelse om, at sejladsen på sommerruten, der skulle være fortsat frem til den 3. november, indstilles.
Rederiet afviser dog, at indstilligen af ruten har noget med sikkerheden om bord på hurtigfærgen at gøre. Ruten ophører alene af økonomisk årsager, da omkostningerne er for høje.
Mange danskere vil nikke genkendende til Skane Jet, der under tidligere navne som Cat-Link V, Mads Mols og Fjord Cat, har sejler under dansk flag og været en fast gæst i danske farvande.
I juli 1998 erobrede hurtigfærgen, med en gennemsnitsfart på 41,3 knob, Det Blå Bånd som hurtigste passagerskib over Atlanterhavet.
-mauh