Hvidbjørnen deltager i norsk flådeøvelse
Det danske inspektionsskib Hvidbjørnen deltager i denne og de næste tre uger i en flådeøvelse i Norge, der har særlig fokus på forsvar mod ubåde. Ud over krigsskibe fra de to lande deltager fly fra det norske luftvåben.
”Øvelsen giver os mulighed for at træne både simple og mere avancerede sømilitære færdigheder. Det vil på en og samme tid træne vores besætning i samarbejde internt på skibet og i samarbejde med vores allierede fra Norge”, siger orlogskaptajn Henrik Koefoed, der er næstkommanderende på inspektionsskibet Hvidbjørnen.
Almindeligvis deltager flere NATO-lande i øvelsen ud over Norge og Danmark, men i år har den sikkerhedspolitiske situation trukket en del fokus og dermed skibe til andre steder i verden. Det betyder færre enheder i øvelsen, men til gengæld mere fokuseret træning til de fremmødte skibe.
Formålet er at træne grundlæggende taktiske og sømandskabsmæssige færdigheder om bord på fregatter, korvetter, minerydningsenheder og ubåde blandt de deltagende lande.
Under øvelsen vil Hvidbjørnen bl.a. blive boardet af norske specialkommando-soldater, ligesom besætningen vil blive trænet i ubådskrig, forskellige skydninger og kommunikationsøvelser.
-mauh