Igen fornem krydstogtpris til CMP
I disse dage afvikles den store årlige krydstogtmesse i Fort Lauderdale, Florida, USA. Mere end 800 udstillere fra 93 lande er til stede på messen, der besøges af flere end 11.000 branchefolk. Her er det endnu en gang lykkedes for CMP at få en fornem krydstogtpris.
Foto: Dennis Rosenfeldt.
”En stor tak skal lyde til vores dedikerede medarbejdere i CMP. Samt naturligvis til vores samarbejdspartnere i Cruise Copenhagen Network. Det er et slid og hårdt arbejde, men når alle trækker i samme retning, så kan vi udrette noget”, siger Arnt Møller Pedersen, COO Cruise & Ferry, Copenhagen Malmö Port.
CMP er den største krydstogthavn i Nordeuropa og har endnu en gang vundet den eftertragtede pris fra Cruise Insight 2015 Awards som ”Best Turnaround Port Operations”.
Det er CMP’s 24. krydstogtpris siden 1996, og det cementerer, at København er en attraktiv by som krydstogtdestination.
Kilde: CMP