Intern handel skaber forundring i Torm
En skibshandel mellem Torm og selskabets hovedaktionær, den græske skibsreder Gabriel Panayotides, har ifølge Berlingske Business været med til at skabe modstand mod den græske ejer internt i rederiet.
Det drejer sig om produkttankeren Torm Hilde, der i 2005 blev solgt til Gabriel Panayotides selskab, Beltest - for efterfølgende at blive chartret tilbage af Torm igen. Et arrangement, der siden har kostet Torm 160 millioner kroner i charterafgift.
Ifølge Berlingske Business vakte handlen undren og modstand internt i Torm. Og ifølge en ekspert i børsret og corporate governance på Copenhagen Business School,
kræver handler mellem et selskab og dets hovedaktionær også særlig opmærksomhed.
"Der er åbenlyse faldgruber med sådanne handler. Det er vigtigt, at der transparens, og at man sørger for, at handlen foregår efter armslængdeprincippet. Selskabets interesse skal sættes over ens egne interesser, og derfor er det godt at få eksterne parter til at vurdere priser og lignende", siger lektor Caspar Rose, CBS.
Det er ikke lykkedes Berlingske Business at få en kommentar fra hverken Gabriel Panayotides eller Torm-formand N.E. Nielsen
Kilde: business.dk